|
Rødding, Løvel og Pederstrup sogne deltager igen i år i Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling søndag den 7. marts og går dermed til kamp mod sult i verden.
Hvert sjette menneske på kloden får ikke nok at spise. Hver aften går de sultne i seng, uden at vide om de får mad næste dag. Josephine Bwanali er en af dem. Hun er flyttet fra sin voldelige ægtemand og bor nu i landsbyen Kagodo i det nordlige Malawi sammen med sine fire børn og sin mor. Familien er så fattig, at de voksne højst får mad én gang om dagen, mens børnene får majsgrød, når de kommer hjem fra skole og igen om aftenen.
Når Rødding, Løvel og Pederstrup sogne søndag den 7. marts er med i Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling er det for at hjælpe familier som Josephine Bwanalis. De kan f.eks. lære at dyrke jorden, så den giver et større udbytte.
En milliard mennesker lever med daglig sult. Men sådan bør det ikke være i en verden, der kan producere mad nok til alle. Du kan være med i sogneindsamlingen for at bekæmpe sult i verden. Enten ved at give et beløb, når indsamlerne kommer rundt. Eller ved selv at melde dig som indsamler.
Vil du give verdens fattigste mulighed for at ændre deres liv?
Så meld dig som indsamler den 7. marts hos en indsamlingslederne:
• Pederstrup: Anne Berg Olsen, tlf. 8669 9497.
• Løvel: Villy Bach, tlf. 8669 9356.
• Rødding: Niels Peter Jacobsen, tlf. 8665 1011. |