Nyt fra Kasheshe - oktober 2011
Af Sune Hjertmann Frederiksen

Hvordan går det med vores venskabsmenighed i Tanzania?
Der har nok været stille et stykke tid, men kontakten er der skam. Og vi kan hilse fra pastor Karoro og resten af venskabskomiteen i Kasheshe og sige, at det går godt. Og samtidig kan vi afsløre, at der er flere ting på vej. Vi får jævnlig hilsner fra Kasheshe, som sms eller email. Og sammen med dem små historier om, hvad der sker. I sidste mail fortalte Karoro om planerne for "Søndagsskolernes Dag". En søndag i november ville de invitere søndagsskolerne fra de 7 kirker i Kasheshe pastorat. På forhånd var en bestemt salme valgt som den, der skulle øves på og synges. De 3 søndagsskoler, som sang bedst, ville vinde en premie. Men, understreger Karoro – foruden premierne havde de planlagt, at der ville være mad til alle børnene og deres søndagsskolelærere. De forventede mere end 300 børn til dagen.
Men hvad er så på vej?
Vi har sendt et brev til Kasheshe, hvor vi inviterer dem til at sende en delegation her til vores pastorat næste år i september. Der er endnu lang tid til, men det er godt at begynde planlægningen i god tid. Vi vil på hjemmesiden og i kirkebladet løbende orientere om forberedelserne til dette besøg.
"Fredebo"-foreningen har besluttet at donere et beløb til Kasheshe, til kirkebyggeri. Kasheshe har sendt en detaljeret plan for, hvordan de vil bruge donationen. De planlægger både at reparere en kirke og færdigbygge to andre. Og det er i hvert fald tydeligt, at de kan nå meget langt med pengene. Vi regner med, at der kommer nyt, når de går i gang, og at vi vil få nogle billeder af byggerierne som vi så kan vise på hjemmesiden.

