Af sig selv giver jorden afgrøde

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Markusevangeliet kap.4

Jesus bruger et billede for at sige noget om Guds rige. »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag ...« siger Jesus. Og så får jeg en tanke, som måske er helt skæv i forhold til teksten. Måske har den slet ikke noget med sagen at gøre. Men jeg tænker: Den her mand, som sover og står op, er han A-menneske eller B-menneske? Står han tidligt op om morgenen eller ligger han og sover til langt op af formiddagen?

Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg har en fornemmelse af, at det er mest respektabelt at være A-menneske. A-mennesker kan finde ud af at stå op og komme i gang. De er mere effektive. B-mennesker har ikke så meget selvdisciplin. De er længere tid om at komme i gang. Til gengæld kan de så gå og rode rundt det halve af natten. Det er faktisk noget sjusk.

Jeg har det selv sådan, at hvis jeg sover lidt længere en morgen – selv på en fridag – og der så kommer en og ringer på døren, inden jeg er stået op, så synes jeg, at det er pinligt. Jeg vil helst, at den, der står derude på trappen ikke opdager, at jeg lige er stået op. Jeg kan ikke forklare det logisk, for egentlig er det vel i orden at sove lidt længe på en fridag, men det ligger mig dybt i blodet, at det gælder om at stå op og komme i gang.

Forældre til teenagebørn kender det sikkert også. I weekenderne kan børnene snildt sove til langt ud på eftermiddagen. Men på et tidspunkt opstår der – hos de fleste forældre, tror jeg - en trang til at få dem ud af sengen. De kan da ikke bare ligge der og snorksove. Det er da for galt. Men hvorfor er det egentlig for galt, hvis ikke de forsømmer noget bestemt ved det? Det er svært at forklare logikken i det. Det føles bare forkert.

Sociologen Max Weber skrev for mere end 100 år siden om den protestantiske arbejdsmoral. Hans påstand var, at det er vores protestantiske version af kristendommen, der er selve grundlaget for det vestlige, kapitalistiske samfund. Hvis vi skal sætte et ansigt på, så er Mads Skjern fra TV-serien Matador et udpræget eksempel på sådan et menneske, som er fuldstændig besjælet af den protestantiske arbejdsmoral. Mads Skjern kunne aldrig drømme om, at ligge og sove til midt på formiddagen. Værdierne i den protestantiske arbejdsmoral er arbejdsomhed og nøjsomhed. Igennem flere århundrede har kirken banket de værdier ind i hovederne på folk – og helt ned i rygmarven. Det gælder om at være flittig og pligtopfyldende og passe sit arbejde i kald og stand. Nu ligger det i blodet på os nu. Vi kan ikke bare være uvirksomme og unyttige. Nu tænker vi på den måde, selv om vi ikke helt kan forklare logikken i det.

Den her protestantiske arbejdsmoral har ført en lang række gode ting med sig. Det skal vi ikke glemme. Vi har for eksempel et velfærdssamfund, hvor der er overskud til, at vi også kan tage os af de svageste. Det har vi kun, fordi mange mennesker igennem lang tid er stået op om morgenen og har passet deres arbejde. Hvis vi kigger os omkring iblandt vores europæiske naboer, så kan vi se, at det lige præcis er de protestantiske kernelande, som klarer den nuværende økonomiske krise bedst. Så det kan godt tyde på at gamle Max Weber har ret i sin påstand. Der er noget solidt ved den protestantiske arbejdsmoral. Men måske har den også gjort os blinde for noget andet vigtigt. Sådan er jo det tit: Når vi fokusere meget kraftigt på noget bestemt, så er der noget andet, som vi overser.

De to små lignelser, som vi hører i dag, kan måske være med til at genåbne vores øjne for noget, som vi i lang tid har overset. Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag. Tilbage til spørgsmålet: Den her mand, som sover og står op, er han A-menneske eller B-menneske?

Jeg tror bestemt, at han er B-menneske! Han sover og slapper af og gør stort set ingenting. Han farer ikke rundt fra morgen til aften og laver strategier og handleplaner. Han tænker ikke konstant på at effektivisere og optimere produktionen. For han har lagt mærke til en ting: Af sig selv giver jorden afgrøde. Han ved ikke, hvorfor og hvordan kornet vokser. Men han iagttager væksten og han glæder sig over den. Og når tiden er til det, så høster han frugten. Han høster ikke frugten af sin indsats. Han høster den frugt, som voksede frem af sig selv. Her er vi ved de helt centrale ord i lignelsen: Af sig selv.

Vi protestanter har en tendens til at glemme alt det, der vokser af sig selv. Fordi vi er så optagede af alt det, som vi bør gøre – flittigt og nyttigt og effektivt og ansvarligt. Hatten af for det. Men i vores produktivitet risikerer vi, at vi overser alt det vigtige, der vokser af sig selv: glæden, nydelsen, hvilen, nænsomheden, følsomheden, omsorgen.

Straks banker den protestantiske arbejdsmoral på igen og spørger, om vi bare kan hvile. Kan vi bare glæde os? Bliver det så ikke til for lidt? Her svarer den anden lille lignelse om Guds rige. Guds rige er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.

I udgangspunktet er det småt og uanseeligt. Og når det bliver lagt i jorden, er der ingen, der kan finde det igen. Det bliver fuldstændig væk for det blotte øje. Men det er ikke forsvundet. Det er der endnu. Men det er gemt i et lag af langsomhed og mørke. Der ligger det og mærker kun Guds pulsslag. Indtil det vokser op af jorden og bliver større end alle andre planter.

Så står det der – som et tegn på, at bekymringen var unødvendig. Det var ikke for småt og for unyttigt. Det fik sin plads og det tog sin tid. Men af sig selv voksede det.

Amen.