At være betroet
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der hav-de fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Mattæusevangeliet kap. 25.
Betroet! Det er et fantastisk dejligt ord. Prøv og smag lidt på det. Der er faktisk kun positive ting forbundet med det ord. Der er så mange andre positive ord, som kan få en lille negativ bismag, når vi har tygget på dem et stykke tid. Tag et tilfældigt eksempel: Ordet stærk. Det er godt at være stærk. Men det kan også blive for meget. Vi kan være stærke på andres bekostning. Eller tænk på ordet selvstændig. Vi opdrager vores børn til at være selvstændige, for det er godt at kunne stå på egne ben og klare sig selv. Men det kan også blive for meget. Det kan tippe over og blive til egenrådighed. Den meget selvstændige kan blive sig selv nok. Men sådan synes jeg ikke, det er med ordet betroet. Det kan ikke så nemt blive for meget. Hvem vil ikke gerne være en betroet medarbejder? Hvem ønsker ikke at kunne betro sig til en god ven? Det er faktisk kun positivt at være betroet.
Betroelse og tillid hænger sammen. Når en arbejdsgiver betror en medarbejder en bestemt opgave, så er det fordi han har tillid til, at medarbejderen kan løse opgaven. Når vi betror os til et andet menneske, så er det fordi vi har en grundlæggende tillid til det menneske.
Faktisk er det sådan, at hver gang vi møder et andet menneske, så betror vi noget til hinanden. Helt spontant lægger vi en lille smule af vores liv i hænderne på de mennesker, som vi møder. Gang på gang betror vi lidt af os selv til de andre. Det kan være ganske små betroelser. Et smil for eksempel. Men det kræver også en slags tillid. Forestil jer to mennesker, som mødes på gaden. Den ene smiler venligt til den anden. Han åbner sig og er imødekommende. Hvis den anden svarer med en hånlig bemærkning, så vil det føles som et forræderi. På samme måde hvis den ene rækker hånden frem, og den anden svarer med et rap over fingrene. Eller hvis den ene siger: Goddag, hvordan går det? Og den anden svarer: Hvad rager det dig!
Når vi er imødekommende, så løber vi en risiko. Vi blotter os. Vi bliver sårbare, netop fordi vi lægger en lille smule af os selv i den andens hånd. Vi lægger noget frit frem – i tillid til at den anden tager imod det. I de gode tilfælde, så vil den anden reagere efter hensigten. Han vil tage vare på det, som han bliver betroet og behandle det nænsomt. Det er det rigtige i situationen. Det er vi ikke i tvivl om, fordi det modsatte netop føles som et forræderi, som et voldsomt svigt. Det mest naturlige er, at tillid bliver mødt med tillid – og åbenhed med åbenhed.
Men hvorfor er det naturligt? Hvorfor er det ikke ligeså naturligt at vise mistillid? For hvis vi ville være på den sikre side, så kunne vi jo bare holde paraderne oppe. Vi kunne bare lade være med at give noget som helst af os selv, før vi var sikre på det menneske, som vi står over for. Ikke et smil. Ikke en fremstrakt hånd. Ikke en venlig bemærkning. For det kan jo misbruges? Ville det ikke være naturligt nok, om vi var lidt skeptiske – i hvert fald over for folk, som vi ikke kender?
Jo, det ville såmænd være forståeligt nok, men sådan er det bare ikke. Erfaringen viser det. Når vi møder et nyt menneske, så tror vi i udgangspunktet på, at det taler sandt og har gode hensigter. Og den eneste forklaring på det er, at Gud har skabt os og verden – og alting var såre godt. Fundamentalt set kommer det gode før onde. Først når det gode bliver misbrugt og perverteret, kommer ondskaben til syne. Tilliden er oprindelig. Først når tilliden er blevet skuffet, rejser mistilliden sig. Første gang rækker vi uden tøven hånden frem. Men når vi har fået smæk over fingrene, så er vi lidt tøvende næste gang. At betro og at blive betroet – det er noget fuldstændig elementært i vores tilværelse. Vi gør det hele tiden. Selvfølgelig sker det også, at vi svigter den tillid, der bliver vist os.
Den lignelse, som Jesus fortæller, handler om en arbejdsgiver og tre betroede medarbejdere. De reagerer forskelligt. De har nok forskellige erfaringer i bagagen.
Den første får rigtig meget betroet. Hans arbejdsgiver har fuld tillid til ham. Og med god grund – viser det sig. Han kan bære det ansvar, der bliver lagt på ham. Han går straks i gang - og bruger sine talenter med lyst og mod. Det blomstrer omkring ham. Og fordi han er tro i det små, så vil hans arbejdsgiver betro ham endnu mere i fremtiden. Det vil sige, at troen – eller tilliden - har en selvforstærkende virkning. Tillid skaber tillid, som skaber tillid.
Den anden får lidt mindre betroet. Men det betyder ikke så meget. Han er ligeså ansvarsfuld og ligeså trofast som den første. Han bruger også sine talenter – med talent. Det blomstrer omkring ham. Arbejdsgiveren kan se, at hans tillid bliver imødekommet. Han er fuldt tilfreds - med både den første og den anden medarbejder. Det viser, at det ikke er vigtigt, hvor meget den enkelte tjener. Det, der betyder noget, er at de tjener.
Den tredje medarbejder får kun lidt betroet. Men han får dog noget at arbejde med. Og det er værd at lægge mærke til. Der er ingen, som er uden talenter. Arbejdsgiveren har nok haft på fornemmelsen, at den tredje medarbejder var noget frygtsom og tilbageholdende. Derfor lagde han heller ikke så store opgaver på ham. Fornemmelsen viser sig at holde stik. Den tredje medarbejder lader sig styre af sin frygt. Gad vide, hvor mange gange han har fået et rap over fingrene. Nu skal han ikke vove sig frem længere. Hellere være på den sikre side! Han graver sit talent ned. Så er der da ikke nogen, der kan komme og beskylde ham for at gøre noget galt – tænker han.
Men dér tager han fejl. For det vigtigste er jo ikke, hvor meget han kunne tjene – men selve det at han tjener. Nu vælger han at grave sit talent ned. Det vil sige: han tjener slet ikke. Han møder tilliden med frygt. En hånd er rakt ud til ham, men han vender ryggen til.
Vi har alle sammen fået noget betroet. Vi har fået et liv og nogle mennesker at dele livet med. Vi har nogle evner og nogle muligheder. Der er ingen af os, der er uden talenter. Vi kan tage ved lære af den lignelse, som vi hører i dag. To ting kan vi i hvert fald lære.
For det første: Frygten skal ikke bestemme vores liv. Vi skal tage imod den hånd, som bliver rakt til os. Vi skal bruge de muligheder, der er givet os. Vi skal turde svare på tilliden med tillid.
Og for det andet: Vi skal ikke have så travlt med at tælle talenter og sammenligne med de andre – om de har fået mere eller mindre end os. Vi skal bruge de talenter, vi har, og tjene med dem. Det vigtigste er ikke, hvor meget vi tjener, men at vi tjener.
Amen.