Giv os en større tro.

Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Lukasvangeliet kap. 17.

Giv os en større tro! - beder disciplene.
Og så griner Jesus af dem. Det står der godt nok ikke direkte, men det tror jeg, at han gør. Han svarer dem i hvert fald meget drilsk. I vil gerne have en større tro, siger Jesus. Jamen, tænk hvis jeres tro blev lige så stor som et sennepsfrø. Eller hvis I træner og motionerer jeres tro endnu mere, så kan det være, at den til sidst blev ligeså stor som et knappenålshoved. Og så kan I rigtig bruge jeres store og flotte tro. Så kan I sikkert begynde at gøre mirakler: Rykke træerne op med rod og flytte rundt på bjergene og andre mærkelige og ligegyldige ting.

Jeg tror, at Jesus driller. Og med sine drillerier vil han sige til disciplene: Når I spørger på den måde, så ved I jo slet ikke, hvad tro er. Tro er ikke noget, vi kan have – på samme måde som vi har benzin i tanken eller strøm på batterierne. Tro er ikke et magisk middel, som kan være mere eller mindre stærk. Troen finder I slet ikke ved at sidde og pille i jeres egen navle. Rejs jer op! Gå ud og lev jeres liv! Gør det, som I allerede har fået besked på! Elsk Gud og jeres næste! Det er tro.

Det er ligesom med tjeneren. Først arbejder han i marken hele dagen lang. Om aftenen kommer han hjem og laver mad til sin herre. Bagefter serverer han maden for ham. Skal tjeneren så beundres for sin store indsats. Nej, siger Jesus. Han gjorde jo bare sin pligt som tjener. Han var tro imod sin opgave. Med det eksempel siger Jesus, hvad tro er. Tro er handling. Tro er trofasthed mod et kald eller en opgave.

Abraham bliver tit brugt som forbillede, når det gælder tro. Da Abraham er en mand i sin bedste alder, kalder Gud på ham. Gud siger til ham, at han skal bryde op fra sin slægt og sit land og drage ud i det ukendte. Gud vil selv følge med ham og føre ham til et nyt land. Dér skal Abraham slå sig ned og få efterkommere. Så mange efterkommere, at han vil blive stamfar til et helt folk.

Abraham tror Gud. Det vil sige: Han rejser sig op. Han snakker med sin kone. De pakker deres ting og samler deres dyr. Og så drager de af sted. Hvis Abraham var blevet siddende i sit telt, så havde han aldrig fundet troen. Han kunne have spekuleret sig gul og grøn. Han kunne have rodet rundt i sin sjæl og i sit hjerte: Tror jeg nu på Gud - eller gør jeg ikke? Han ville aldrig finde svaret. For troen er ikke dér. Troen bliver først til, når han rejser sig. Troen er den tillid, som han går på.

Abraham er ikke fuldstændig klippefast i sin tro. Han tvivler lige så meget, som vi gør. Når der går for langt tid, inden Guds løfter bliver opfyldt, så bliver troen tyndslidt. Så begynder han at tænke på, om det mon nogensinde bliver til noget. Er det hele en misforståelse. For eksempel har Gud lovet ham efterkommere, men han er barnløs – og gammel. Og hans kone Sara er gammel. Hvordan kan det så lade sig gøre? Abraham tvivler. Men så kalder Gud på ham igen. Kom med ud under den åbne himmel, Abraham. Se op på stjernerne. Kan du tælle dem? Nej, det kan Abraham ikke. Ligeså talløse som himlens stjerner er – ligeså talløse skal dine efterkommere blive, siger Gud. Og så var Abraham rolig igen. Så kunne troen bære ham endnu et stykke vej.

Årene går. En dag sidder den gamle – og stadigvæk barnløse Abraham uden for sit telt. Han sidder i skyggen af et træ, for det er lige i middagsheden. Ude i det fjerne ser han tre skikkelser, der flimrer i soldisen. Tre mænd nærmer sig. Abraham giver besked til Sara om at skynde sig at gøre noget mad klar, så de kan tage ordentligt imod de fremmede.

Da gæsterne har spist, siger en af mændene til Abraham: Om et år, når vi kommer forbi igen, så har du en søn. Sara står uden for teltet og lytter til mændenes samtale – og hun griner. For noget så naturstridigt har hun alligevel aldrig hørt før. Hvem er det, der ler? - spørger den fremmede. Sara stikker hovedet ind i teltet og påstår, at hun ikke så meget som trak på smilebåndet. Jo, du lo, siger den fremmede. Men vent og se. Om et år har du en søn og du skal kalde ham Isak. Det betyder: Hun lo.

Mændene skal videre og Abraham følger dem på vej. Og mens de går og snakker, bliver han klar over, at det ikke er helt al-mindelige gæster, han har haft. Det er Gud og to af hans engle, der har været på besøg. Så er det vel ikke tom snak, når de lo-ver Abraham en søn. Nej, ganske rigtig: Inden året er omme, har Sara født Isak.

Abraham og Sara får kun den samme, ene søn. Så hvis de skal blive stamforældre til et helt folk, så må Isak nødvendigvis være nøglen til det. Derfor er det næste kapitel i Abrahams historie så helt uforståelig. Da Isak var en stor dreng, sagde Gud til Abraham, at han skulle ofre Isak. Hvad for noget? Da bliver det sort nat for Abraham. Skulle han virkelig miste sønnen, som han har ventet på i så mange år - og siden elsket så højt. Gud bliver fuldstændig uforståelig for Abraham. Gud bliver en selvmodsigelse. Gud giver et løfte og så skyder han det selv i sænk. Abraham forstår ingenting.

Abraham kaldes et forbillede, når det gælder tro. Men nu bliver det virkelig svært at følge ham. Fortvivlelsen har slået ham til jorden. Alt hvad han havde tænkt om Gud, er gået i stykker for ham. Gud ligner mest af alt én, der har en grusom spøg for. Og alligevel gør Abraham, som han har gjort før: Han rejser sig og går den vej, som Gud peger på. Han vakler ind i mørket – for at ofre det eneste, som virkelig betyder noget for ham.

Vi kender historien og vi ved, at Isak bliver skånet i allersidste øjeblik. Men det ved Abraham altså ikke, da han begynder sin vandring. Og alligevel går han. Her kunne vi godt spørge os selv, om det virkelig er tro? Eller er det en desperat handling? Hvis vi stod over for sådan en mand - og vidste, hvad han var på vej til - skulle vi så ikke standse ham? Skulle vi ikke sørge for, at han blev indlagt på den lukkede afdeling?

Men selv om vi vælger at kalde Abrahams desperate handling for tro, så er der nok ikke nogen af os, der vil følge ham på den vej. Men måske kan vi alligevel lære noget af ham – også i det her ekstreme tilfælde. For vi kan godt leve os ind i hans situation. Vi kan også opleve, at livet går i stykker for os. At det bliver mørkt omkring os. Og vi kan også tænke: Hvorfor lader Gud det her ske? Det passer slet ikke med det billede, som vi har, af en kærlig Gud. Så kan Abraham måske være det troens eksempel, der viser os, at Gud godt kan være dér i mørket, hvor alting ser håbløst og fortvivlende ud. Der kan være en udgang af situationen, som vi ikke kender. For Gud er større - og farligere - end vores forestillinger om Gud.

Abraham satte sig ikke ned og bad: Herre, giv mig en større tro. Han rejste sig og gik. Det var hans tro. Og det kan vi lære af ham: At vi ikke sætter os ned og dyrker vores tro, men rejser os og går ud i den verden, som Gud har givet os, for at vi skal dele den med hinanden.

Amen