Tid og evighed

Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«
Mattæusevangeliet kap. 6.

Nytårsmorgen slår vi døren op til 365 nye dage. De ligger foran os – hvide og blanke – som siderne i en kalender, vi lige har købt. Hvad for en slags følelser fremkalder de i os? Er det taknemmelighed? Er det forventning eller bekymring? Glæder vi os til at tage hul på den nye række af dage eller frygter vi for, hvad der hen ad vejen skal skrives på de mange tommer sider?

Vi, der sidder her i Rødding/Løvel kirke i dag, vi har noget til fælles. Vi har i hvert fald det til fælles, at vi har valgt at gå i kirke nytårsdag 2012. Billedligt talt har vi taget vores nye, blanke kalender med ind i kirkens rum. Og det er ikke en dårlig ide. For i kirken kan vi tale og tænke anderledes om tiden, end vi kan derude i vores praktiske dagligdag. I det praktiske liv kan vi forholde os til i dag og i morgen og engang. Men her i kirken bruger vi meget større udtryk. Vi siger for eksempel fra evighed til evighed. Så er vi tydeligvis i en hel anden kategori.

Vi kan også sige, at vi i det daglige har at gøre med den vand-rette tid. Tiden som går derudaf – dag efter dag, år efter år. Tiden som løber – og løber fra os. Tiden, som vi optager med forskellige gøremål. Det er den vandrette tid. I kirken møder vi også den lodrette tid. Den som pludselig slår ned og giver nuet en helt anderledes fylde. Når evigheden møder tiden opstår øjeblikket. Den lodrette tid kan vi ikke planlægge. Vi kan vente på den og vi kan åbne os for den. Det er blandt andet det, vi gør i gudstjenesten. Men den kan ramme ind i vor tid, når vi mindst venter det.

Jeg vil gerne plukke tre sætninger ud af de tre bibeltekster, som vi hører i gudstjenesten i dag. På forskellig vis handler de alle sammen om tid. Den første sætning er fra salmernes bog i det gamle testamente, hvor der står: Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. Det andet udtryk er fra Jakobs brev: I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen. Og sidst hørte vi fra Mattæusevangeliet bønnen: Giv os i dag vort daglige brød. Lad os prøve at folde de tre sætninger lidt mere ud.

Den gammeltestamentlige salme holder vores korte levetid op imod Guds evighed. Vi har måske 70 – måske 80 år til rådig-hed. I et ungdommeligt perspektiv kan det virke som uendelig lang tid – noget nær en evighed. Men når vi tilstrækkelig mange nytårsmorgener har klippet endnu et stykke af målebåndet, så opdager vi, at rækken af år hurtigt svinder. Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. Det er ikke en bøn om at få evner til at administrere alle de uendeligt mange år. Nej, visdommen består netop i, at vi forstår tidens korthed.

Det kan lyde pessimistisk, men grundtonen i salmen slet ikke pessimistisk, for vort korte liv er inkluderet i Guds evighed. Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud. Hvis vort korte liv skulle stå alene, så måtte salmen nødvendigvis ende som en klagesang, en jammer over livets ligegyldighed. Så kunne vi ligeså godt resignere først som sidst, for så var vi bare en betydningsløs prik i universet. Men fordi vores korte tid er indeholdt i Guds evighed, så giver det mening, at vi er her. Og det giver mening, at vi handler, mens tid er – mens vor tid er. Salmen ender da også netop med en bøn til Gud om, at han vil styrke vore hænders værk. Lodret og vandret – tid og evighed – mødes. Derfor bliver tiden vigtig. Det er salmens budskab.

Jakob har et lidt anderledes ærinde med i sit brev. Han advarer imod, at vi gør os selv vigtige i forhold til tiden. I planlægger år ud i fremtiden, siger han. I udbreder jer om, hvordan I skal handle og lave store forretninger. Men der mangler et nødvendigt forbehold i al jeres snak. I ville gøre klogt i at medtænke et lille: Hvis Herren vil...! For I har jo ingen som helst magt over fremtiden. I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen. Det er ren praleri med alle jeres store planer.

De mennesker, som Jakob skriver til, har kun øje for den vandrette tid. De tror, at tiden ligger udstrakt foran dem og er til fri afbenyttelse. De kan skalte og valte med tiden og planlægge fuldstændig, som de har lyst til – tror de.

Der er to forskellige problemer i den gammeltestamentlige salme og i Jakobsbrevet. I salmen er det kortheden og menings-løsheden, der trænger sig på. Tiden truer med at blive til intet. Kun Guds evighed kan holde tiden på plads og give den fylde og mening. I Jakobs brev er problemet det modsatte. Her truer tiden med at blive alt. De puster sig op - dem Jakob skriver til - og bliver brovtende. De tillægger sig selv og deres vældige handlekraft en uendelig betydning. Og for at holde dem fast i øjeblikket prøver Jakob at bringe Guds lodrette tid ind i bille-det. Husk lige at sige: Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det og det.

Den fælles pointe i salmen og i Jakobsbrevet er, at hvis vi bliver overladt til os selv i tidens strøm, så farer vi vild – enten i mismod eller i overmod. Det er livsnødvendigt for os, at vor tid bliver sat i perspektiv af Guds evighed. Det vandrette og det lodrette blik på tiden hører sammen. Begge perspektiver er nødvendige.

I evangeliet til nytårsdag mødes de to perspektiver. Allertydeligst udtrykt i den midterste bøn i fadervor: Giv os i dag vort daglige brød. Når vi beder den bøn, så er vores opmærksomhed på dagen i dag og på de behov, som vi har lige nu. Som Luther forklarer, så er brødet ikke bare brød, men det står for alt, hvad vi trænger til for at opretholde livet og glæden. Vi beder om, at Gud i dag – lige nu - vil lade os leve og glæde os.

Hvorfor skal vi bede om det? Er det for, at vi med vores fremragende overtalelsesevner kan vække Guds medlidenhed? Nej det er det jo ikke. Det er en fremmed forestilling, at Gud kan vækkes og overtales og manipuleres med. Som Jesus siger: Jeres himmelske far ved allerede, hvad I trænger til, så I kan godt spare på ordene. Bønnen er ikke til for Guds skyld, men for vores egen skyld. Vi har brug for at vide, at det daglige brød ikke er noget vi tager, men noget vi får givet. Vi har brug for at blive holdt fast på det dobbelte perspektiv – det vandrette og det lodrette. Vi har brug for at være levende og ansvarligt til stede i vores tid, men samtidig har vi brug for at vide, at vores korte tid er rammet ind af Guds evighed. Hvis vi holder det perspektiv klart for os, så kan vi gå ind i det nye år - uden mismod og uden overmod – men med mod på dagen og på livet. Amen.