Frygt ikke!

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Lukas evangeliet kap. 2.

Se lige den her situation for jer: Det er mørkt og koldt. Det er sent på aftenen. Trætte og udmattede kommer Maria og Josef til Betlehem. Bag sig har de en lang og besværlig rejse. Nu er de endelig ved målet. Og så stå kromanden bare der og ryster på hovedet og siger, at der ikke er plads til dem på kroen.

- Du er nødt til at gøre et eller andet, siger Josef desperat. Vi er helt færdige og min kone har brug for en seng. Hun er gravid. Hun skal hvile sig.

- Desværre, siger kromanden og trækker på skuldrene, men det er ikke min skyld, at din kone er gravid.

- Nej, det ved jeg godt, siger Josef. Men det er heller ikke min skyld!

Og det har han jo fuldstændig ret i. Det er ikke Josefs skyld, at Maria er gravid. Her er vi nemlig midt i noget, som er meget større end to små mennesker, der er på rejse og en overfyldt kro. Her er vi ved historiens midtpunkt. Her griber Gud ind og ændrer verdens gang. De kendte magtstrukturer bliver vendt fuldstændig på hovedet. De store og mægtige bliver små. Og det lille barn bliver konge. Kromanden fattede overhovedet ikke, hvad det var, han var blandet ind i den aften. Josef og Maria kendte heller ikke rækkevidden af det. Hyrderne havde måske en fornemmelse af, at noget stort var i gang. For de havde jo set det himmelske lys. Men de vidste alligevel ikke, at det skulle få betydning for hele verden. Ingen vidste det. Kun englene, som sang det ud over markerne og tagene i Betlehem. Og så Gud. Gud vidste selvfølgelig også, hvad han havde gang i.

Selv om vi nu har haft 2000 år til at tænke over det - og fejre det - så tror jeg heller ikke, at vi helt forstår, hvad det var, der skete den nat. Jo, vi har hørt det. Og vi kan genfortælle det. Men har vi forstået det for alvor? Jeg tror det ikke.

Noget af det, der fylder rigtig meget i vores fælles, offentlige bevidsthed lige nu, det er finanskrisen. Engang imellem bliver den overskygget af en større eller mindre skandale. Men når skandalen klinger af - og inden den næste rammer - så er det finanskrisen, der ligger og ulmer. Den er blevet vor tids underlægningsmusik. I begyndelsen var det værst i Sydeuropa. Men efterhånden kommer det tættere og tættere på. Nu gælder det hele EU. Krisebevidstheden æder sig ind på os. Vi bliver bekymrede og urolige. Hvor galt skal det gå? Hvornår vender det igen? Det er som om de tiltag, der bliver gjort, ikke rigtig virker. Vi kan ikke få gang i væksten. Og vækst skal der jo være. Det har vi vænnet os til. Der er godt nok vild uenighed om, hvordan væksten skal kickstartes. Men stort set alle er enige om, at vækst er det eneste rigtige. Det er det, der skal til. Hvis bare vi danskere ville forbruge noget mere, så ville hjulene begynde at snurre igen. Der ville igen komme gang i væksten. Og så kunne vi ånde lettede op. Med mindre, altså ... at det netop er den økonomiske vækst, der er vores problem.

Julen udfordrer vores væksttankegang. Julen er antivækst. Hvis vi skulle tegne en graf over julen, så ville pilen tydeligt pege nedad. Himlens Gud bliver et menneske på jorden. Den mægtige bliver svag. Det er ikke kejseren i Rom eller kong Herodes i Jerusalem, der er julens hovedpersoner. De er bare statister. Julens hovedperson er et spædbarn, født af fattige, ugifte forældre, som oven i købet er blevet hundset ud på en lang og besværlig rejse for at tilfredsstille en ærekær regent. Det var ikke samfundets elite, der sad på første parket og overværede begivenhederne. Det var en gruppe hyrder, som ikke havde nogen som helst status i samfundet. De var ikke engang troværdige nok til at vidne i en retssag, hvis det skulle være. Men de blev alligevel de første vidner til julens begivenheder. For Gud var hyrderne gode nok.

Julen fremhæver på ingen måder det store og stærke og mægtige. Tværtimod så modsiger julebudskabet den tankegang, der kredser om stadig vækst. Julen siger: Gud har gjort sig til et med det, som er småt. Guds styrke viser sig i svagheden. Hans lys skinner i mørket. Det er julens budskab. Og det kommer rigtig meget på tværs af det, som vi er vant til at tænke. Derfor har vi har brug for at høre det budskab igen og igen. Men vi skal ikke høre det som en irettesættelse. Det er ikke en moralsk pegefinger, der bliver løftet imod os. Nej, julebudskabet kom-mer som en opmuntring til os. Vær nu ikke så bekymrede for, om væksten skulle stilne lidt af. Gå nu ikke i sort, selvom der skulle være en smule økonomisk tilbagegang. For lykken og det gode liv finder vi alligevel ikke i den evige vækst - og i det større og større forbrug.

Frygt ikke! siger englen, der annoncerer Jesu fødsel. Det betyder: Vær rolig. Vær glad. Der er ikke grund til bekymring. For der hvor mørket er, der er Gud også. Der hvor sorgen kommer forbi, der kommer Gud også. Der hvor angsten og bekymringen slår sig ned, der vil Gud også slå sig ned og være med.

Der er mange slags mørke i verden. Der er det mørke, som kommer til os ude fra. Det kan komme fra andre mennesker. Men det kan ligeså vel være et mørke, som ingen mennesker har indflydelse på. Og så er der også det mørke, som kommer inde fra. Fra urolige tanker, fra bekymringer og sorger, som vi bærer rundt på. Jeg tror ikke, at vi selv er herrer over mørket - hverken over det mørke, der kommer udefra, eller over det, der kommer indefra. Noget mørke kan vi måske nok holde på afstand. Vi kan til en vis grad styre vores følelser. Vi kan tvinge os selv til at tænke lyse tanker. Men vi har ikke for alvor magt over mørket. Mørket kan overmande os.

Julens budskab er, at Gud fandt en vej ind i mørket. Midt om natten, da mørket var aller tættest – i en fjern afkrog af landet – uden for byen – i en gammel stald, som måske i virkeligheden kun var en fugtig og kold klippehule – ind i det mørke fandt Gud en vej – til to trætte og forbavsede forældre. Himlens lys blev tændt i deres mørke.

Fordi Gud finder vej ind i mørket, er der altid en vej for os - ud af mørket. Ud i lyset og glæden.

Glædelig jul.