Guds ja

Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Johannes evangeliet kap. 3.

Der er mange måder at sige ja på. Et ja kan siges sådan, at det reelt betyder nej. Det kan være et svigefuldt ja, som bare holder, indtil ja-sigeren er drejet rundt om hjørnet. Og vi kender personen. Vi har dårlige erfaringer med ham. Han løber fra sit tilsagn – hurtigere end en hest kan rende. Det er sket før. Der er grund til at tro, at det vil ske igen. Sådan et ja, kan vi ikke bruge til noget. Det er reelt et nej.

Et ja kan også siges tøvende og med forbehold. Ja-sigeren er selv i tvivl, og vi kan tydeligt mærke det. Derfor tør vi heller ikke rigtig bygge noget på det ja, for gad vide om det holder. Det er nok tvivlsomt. Det er et usikkert ja.

Et ja kan også siges glad og troskyldigt. Han mener det virkelig – ham der siger det. Han er fuld af gode intentioner. Selv er han ikke et øjeblik i tvivl om, at han vil gøre, som han siger. Men tit kommer der noget i vejen. Der sker et eller andet. Eller også sker der ikke noget. Men altid er der en undskyldning, en forklaring. Det er et velmenende, men alt for svagt ja.

Andre gange ved vi med fuldstændig usvigelig sikkerhed, at et ja er et ja. Den slags hæderlige og troværdige personer findes. Når en sag er lagt i hænderne på sådan et menneske, så bliver der taget hånd om den. Der er ingen vaklen. Vi har fuld tiltro. Et ja er et ja. Det står til troende.

Hvor er det godt, at den slags troværdighed findes! Den er selve fundamentet under tilværelsen. Uden sådan en pålidelighed kunne verden slet ikke hænge sammen. Vi kan se hvordan systemer bryder sammen, når det, som vi troede var sandhed, viser sig at være løgn. Det gælder i det politiske system, hvor vi ikke ved, hvad der er spin, og hvad der er sandhed. Og det gælder mand og mand imellem. Uden sandhed bliver alting løgn.

Løgnagtigheden koster frygteligt dyrt, for den undergraver og ødelægger tilliden. Og uden tillid kan vi ikke have med hinanden at gøre. Uden tillid graver vi os ned i hver sit hul – og sidder og vogter mistænksomt på hinanden. Så aflyser vi samfundet og vender tilbage til junglen, hvor den stærkeste har ret. Og det dur ikke. Vi er nødt til at føle os absolut forpligtede på sandheden. Vi har ikke andet valg.

Lad mig minde om Paulus' ord, som vi hørte for lidt siden: Gud søn, Jesus Kristus, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham.

Det kan stå som en overskrift over julen. Det som sker julenat, er at Gud siger et rungende ja til verden, til os. Et klart og tro-værdigt ja. Ikke et:

- Ja, men ...

- Ja, hvis ...

- Ja, på betingelse af ...

Men et entydigt ja, som er til at stole på, fordi det helt og fuldt står for Guds egen regning. Han har ikke gjort sit ja afhængig af, om vi kan leve op til det og svare på det på en troværdig måde. Julens ja er Guds ja. Og det vakler ikke. Det bliver ikke hen ad vejen lavet om til et nej.

I evangeliet overværer vi en snak imellem Johannes Døber og hans disciple. Johannes' disciple er bekymrede. De føler, at noget er ved at løbe dem af hænde. For dem er det Johannes, der er profeten. Sammen med ham plejer de at stå for det med dåb og disciple. Den opmærksomhed har de ligesom patent på. Men nu er der kommet en ny mand på banen. Ham Jesus, som jo rent faktisk blev døbt af Johannes for nylig. Burde Jesus ikke stå et trin lavere end Johannes. Burde han ikke nøjes med at være en blandt mange i Johannes' discipelflok. Men nu samler Jesus selv disciple omkring sig, og de døber. Johannes' disciple bryder sig ikke om den slags konkurrerende virksomhed.

Men Johannes beroliger dem. Det er præcis, som det skal være. Johannes ved, at han selv er en overgangsfigur. Hans virksom-hed er midlertidig. Hans opgave er at bane vejen for den egent-lige hovedperson, Jesus. Nu ser Johannes hovedpersonen for sig. Og så er han straks klar til at trække sig til side og overlade pladsen til Jesus. Han skal blive større. Og jeg skal blive mindre, siger Johannes om Jesus.

I et par år har Johannes stået og skreget Guds NEJ nede ved Jordanfloden. Og før ham har en lang række profeter lagt mund til Guds NEJ. Som sine forgængere har Johannes tordnet imod synd og uretfærdighed og løgnagtighed. Han har appelleret til mennesker om at omvende sig. Læg synden bag jer. Begynd på et nyt og bedre liv. Øksen ligger ved træet fod. Gud er klar til at fælde træet og brænde det af, hvis ikke det bærer god frugt. Det var Johannes' budskab. En del tog imod det. De omvendte sig og blev døbt i Jordanfloden. Og det var i det mindste et udtryk for et øjebliks glødende selverkendelse. Et glimt af god vilje måske. Men det forandrede ikke alverden. For uretfærdigheden og selviskheden er ikke så let at udrydde. Gud NEJ blev nok hørt, men det virkede ikke i menneskers verden – ikke i længden.

Jesus er Guds ja. Det er som om Gud skifter spor. Han opgiver den vej, der går igennem lov og paragraffer og strenghed og appel til menneskers bedre jeg. Den vej er jo kun farbar, hvis vi mennesker er stærke nok til at lægge selviskheden og uretfærdigheden og løgnagtigheden fra os. Det giver kun mening at kalde til omvendelse, hvis vi kan omvende os. Hvis vi i virke-ligheden sidder uhjælpeligt fast, så kan profeter som Johannes piske alt det, de vil, med trusler om Guds vrede og straf. Den vej fører ikke frem. For vi magter ikke at gå den vej til ende.

Jesus er Guds nye vej – Guds ja. Der er ikke knyttet betingelser til det ja. Der er ikke noget, som vi først skal opfylde, inden Guds tilsagn træder i kraft. Vi kan heller ikke gøre noget, som sætter tilsagnet ud af kraft. Guds ja står helt og aldeles for hans egen regning. Guds ja tager højde for, at vores egne ja'er ikke er stærke nok til at bære os.

Vi skal vænne os til, at Gud har sagt ja på sine egne betingelser. Det er faktisk ikke så nemt. Vi vil gerne beholde den fore-stilling, at vores eget ja til Gud trods alt betyder noget. For hvis vores ja betyder noget, så er vi dog lidt bedre stillet end dem, der siger klart og tydeligt nej. Vi skal i det mindste tro på Gud. Vi skal mene det passende alvorligt. Vi skal gøre vores bedste. Hvis vi så klarer os selv halvvejs igennem, så dækker Guds tilgivelse nok resten.

Men sådan er det ikke. Julens budskab er, at Gud siger ja til os – og det ja står helt og aldeles for Guds egen regning. Vi kan ikke forbedre det. Vi kan ikke ødelægge det. Vi kan tage det til os og leve i det. Tro er at vi tager Guds ja for et ja – og glæder os over det.

Amen.