Ydmyghed

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på.
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lukas evangeliet kapitel 14. 

Jeg ved ikke, hvordan I har det med ordet ydmyghed. Jeg vil gerne indrømme, at det ikke er et ord, der giver mig gode associationer. Der er noget lidt krybende ved det. Som om man helst skal være så selvudslettende som muligt. Stå med hatten i hånden og kigge ned i jorden, sådan at andre kan se, at man sandelig ikke tror, at man er noget. På den måde bliver der også noget lidt beregnende ved ordet ydmyghed. En slags falsk beskedenhed. Det, som Niels Hausgaard kalder "at føre sig tilbageholdende frem". Det bliver til en særligt raffineret, udspekuleret måde at komme frem i verden på, ved at man gør sig lidt mindre end man i virkeligheden er.

Er det det, Jesus mener, når han snakker om ydmyghed og om at vælge de nederste pladser? At hvis vi vil til tops her i livet, så skal vi ikke slås om, hvem der er størst og bedst og finest – men hvem der kan føre sig mest tilbageholdende frem? Se mig; se, hvor ydmyg jeg er. Se, hvordan jeg ikke sætter mig i de gode stole, som jeg egentlig har fortjent, men på den allerdårligste plads, selv om jeg faktisk slet ikke har noget at gøre der. Jeg tror ikke, det er det, Jesus mener med ydmyghed. Jeg tror, han er dybt ironisk, når han siger til de fornemme gæster ved selskabet, at hvis de endelig vil slås om pladserne, så skulle de hellere slås om at komme til at sidde nederst. Gæsterne ved festen tager som en selvfølge, at det handler om at komme frem her i verden – at få den bedste plads. Og den plads mener de helt ubeskedent, at de har ret til.

Men Jesus bebrejder dem, at de tænker sådan. Sådan skal I ikke tænke. I stedet for at sætte jer selv højest, skulle I hellere sætte de andre højest. I stedet for at kæmpe om at få plads, skulle I hellere give plads for hinanden. Når Jesus snakker om ydmyghed, så handler det ikke om at stå med hatten i hånden i falsk beskedenhed, eller om at føre sig så tilbageholdende frem som muligt. Når Jesus taler om ydmyghed, så handler det om en holdning til livet. Om at finde sin rette størrelse, ikke bare i forhold til andre mennesker, men også i forhold til Gud. Ikke om at få den bedst mulige plads til sig selv, men om at give plads – til andre og til Gud.

Ydmyg bliver man, når man oplever, at der er noget, der er større end én selv. Som når man står under en oktobernattehimmel og kigger ud i det uendelige univers og ser stjerner, der lyser, selv om de for længst er brændt ud – fordi lyset først nu når frem til jorden. Eller som når man får en lille nyfødt i armene, og mærker varmen fra den lille krop og den særlige duft, som spædbørn har og en lille bitte hånd der krammer éns finger. Ydmyg bliver man, når man erfarer, at der er ting her i livet – og måske endda de allervigtigste ting – som vi ikke kan tage selv, men kun tage imod.

Det burde ikke være så svært at huske. For det ligger jo i selve sproget:

Vi taler om, at man kan få livet tilbage – når man var så godt som død. At man får nyt håb – når man havde mistet modet. At man får en kæreste. Man får et barn.

Hvis vi tager de ting for givet, så glemmer vi jo lige præcis, at vi har fået dem. Livet og håbet og kæresten og barnet – de er jo netop ikke nogen selvfølge. Når vi tager noget for givet, så betyder det, at vi glemmer, at det er en gave. Vi opfører os, som om det var noget, vi havde ret til eller noget, vi har fortjent.

Der er en klog gammel præst, der engang har sagt, at der er en himmelvid forskel på det, man selv tager og det, man får, selv om det i øvrigt er den samme ting. En chance, man får, er noget helt andet end en chance, man tager, f.eks. i trafikken. Det sidste kan være livsfarligt.

På samme måde er det med ære. Man kan ikke tage den. Hvis man selv vil tage æren af noget, får man den slet ikke. Man får allerhøjst smiger, fedteri eller misundelse.

Og sådan kunne vi fortsætte. Hvis vi prøver at gøre os kloge – så bliver vi selvkloge i stedet for. Hvis vi vil gøre os gode, så bliver vi selvgode. Hvis vi selv vil tage glæden, så bliver vi selvglade. Hvis vi vil vise, hvor ydmyge vi er – så bliver vi selvfede i stedet for.

Så snart vi prøver selv at tage de ting, man kun kan få – så bliver de til noget andet. De visner mellem hænderne på os. Det vi får, er det eneste, der ikke bliver til noget andet.

Af en eller anden grund er det meget svært at lære. Men det allerbedste billede på det, det er jo netop dåben, sådan som vi hørte og så det for lidt siden. Når vi bærer de små til dåb, så bliver vi mindet om, at Guds rige kan vi ikke tage selv. Og historien viser med al tydelighed, at hver gang mennesker alligevel har prøvet på det er der kommet alt muligt andet ud af det.

Guds rige er aldrig en ting, vi kan tage for givet, som om det var en selvfølge - noget vi havde ret til – men en gave, som vi får.

Og så kan vi undres og blive ydmyge over, at i Guds rige har alle pladserne lige præcis børnestørrelse.

Hverken mere eller mindre.

Amen.