Taknemmelighed

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mel-lem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Lukas evangeliet kap. 17.

Er glasset halvtomt, eller er det halvfyldt? Det kommer som bekendt an på øjnene, der ser. Pessimisten vil bekymre sig, fordi glasset allerede er halvtomt. Optimisten vil kigge på det samme glas og glæde sig over, at det stadigvæk er halvfyldt. Ting er ikke bare, som de er. Ting er, som vi ser dem.

Det samme kan siges om den fortælling, som vi hører i dag. Er det først og fremmest en fortælling om utaknemmelighed - eller handler den tvært imod om taknemmelighed? Det kom-mer an på, om vi fokuserer på de ni, som ikke kom tilbage til Jesus. For hvis vi standser op ved dem og lader dem fylde hele billedet, så bliver pointen, at det kunne de have gjort bedre. Det var også for galt. De burde i det mindste ... Så bliver historien lidt duknakket. Den får en moraliserende afslutning. Og vi skammer os – på deres vegne – og også lidt på egne vegne. For vi skal jo altså huske at være taknemmelige.

Men vi kan også høre historien helt anderledes. Vi kan lægge mærke til den ene mand, som faktisk kom tilbage og takkede for sin helbredelse. Så bliver det pludselig en fantastisk historie om en mand, som får dobbelt op. Først får han sin sundhed tilbage. Men han kan mærke – på sin krop og i sit hjerte – at han får mere end bare helbredelsen. Han får taknemmelighedens glæde oven i købet. Han har ikke bare øje for gaven, men også for den hånd, som rækker ham gaven. På den måde ser han hele situationen i et meget større perspektiv. For en overfladisk betragtning så får alle ti spedalske den samme gave, men den ene mands gave vokser og bliver meget større end de andres. Taknemmeligheden får gaven til at vokse.

Hvorfor kommer kun den ene mand tilbage og takker? Hvad er forskellen på ham og de ni andre? Vi ved det ikke med sikker-hed. Fortællingen kommer kun med en antydning. Og det kan være tilfældigt, for det kommer i en bisætning til sidst: ... og det var en samaritaner! Måske kan Jesus bare ikke dy sig for at drille lidt. De andre bryder sig jo virkelig ikke om de der fremmede samaritanere. Så vil Jesus lige understrege, at det faktisk er en samaritaner, der oplever den store taknemmelig-hed. Det kunne være sådan et drilleri.

Men der kunne også ligge noget mere i det. Samaritaneren er nok den af de ti, som mindst af alle forventer at få Guds hjælp. Han er vant til at få at vide, at Gud ikke er hans Gud. At han ikke har den samme ret som de andre. Alle de andre færdes i verden med en meget større selvfølgelighed. Når miraklet sker, så tænker de ni: Jamen, det manglede da også bare. Vi hører jo trods alt til Guds folk. Vi har vel lov til at forvente noget godt fra Gud. Og så skynder de sig at tage gaven i besiddelse. Men samaritaneren er ikke vant til at være med, dér hvor de gode gaver bliver delt ud. Han kigger sig tvivlende omkring: Hvem? Mig? Må jeg også være med? Han har uden tvivl stået sidst i køen henne ved præsterne. Først bliver de andre tjekket og så smutter de. Til sidst kigger præsten også på samaritaneren – og sandelig – han er også fri for spedalskhedstegn! Det er ikke en selvfølge for ham, at han skulle få del i Guds gave. Tvært imod. Han er dybt forundret. Tænk hvor fantastisk. Det skete også for mig. Helt af sig selv bobler taknemmeligheden frem. Han kommer ikke tilbage til Jesus, fordi hans mor har lært ham pæne manerer. Taknemmeligheden er en spontan reaktion, som kommer væltende, fordi selvfølgeligheden ikke står i vejen. Det har intet som helst med høflighed at gøre.

Der er sådan set ikke noget galt med høflighed. I hvert fald ikke hvis vi møder den i passende små doser. Men vi skal være opmærksomme på, at den pæne og høflige tak ikke nødvendigvis har noget med taknemmelighed at gøre. Den kan være helt udvendig og tillært. Det er en aftalt måde at reagere på i bestemte situationer. Hav en god dag! Tak i lige måde! Tak for mad. Tak for i dag. Tak for sidst. Der er slet ikke noget galt med de omgangsformer, men der er ikke nødvendigvis en dybt-følt taknemmelighed gemt i den slags udtryk.

Vi er nødt til at skelne mellem den høflige tak og så den ægte følelse af taknemmelighed. Ellers ender vi nemt i en tom moraliseren. Og det er slet ikke det fortællingen vil. Den vil i stedet for pege på det fantastiske: At livet er underfuldt. Det vokser jo, mens vi sover. Verden – og alt hvad der lever i verden – bliver båret af kræfter udefra. Gode kræfter, stærke kræfter, kræfter som vi kan hvile i.

Hvis vi bliver udfordret med spørgsmålet: Hvad er du taknemmelig for? så tænker vi måske allerførst: Ja, hvad BURDE jeg være taknemmelig for? Og så kan vi hurtigt remse en masse goder op, som vi uden tvivl bør være taknemmelige for. Men alligevel er det ikke sikkert, at vi føler os særligt taknemmelige. Jeg tror, vi skal lade spørgsmålet stå lidt længere – indtil alle de der duknakkede ord som burde og skulle har lagt sig. Og så kan vi tænke efter og mærke efter endnu en gang. Hvad er det, der rent faktisk vækker taknemmeligheden i mig?

Det er der ikke noget fælles svar på. Der er uendelig mange ting, som kan kalde taknemmeligheden frem. Og det er vigtigt, at vi finder vores egen taknemmeligheds kilder. Vi skal forbi alt det selvfølgelige og ind til det forunderlige. For det er dér livet bliver dybt og meningsfuldt.

Amen.