Hvordan man kurerer en fanatiker (12.s.e.trin.)

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Markus evangeliet kap. 7.

I dag er det præcis 10 år siden, at de to fly bragede ind i tvillingetårnene i New York. Mange omkom øjeblikkeligt. Endnu flere døde i de følgende timer, efterhånden som katastrofen udviklede sig. Flyene blev dirigeret af en gruppe terrorister, som koldt og kynisk tog tusindvis af andre menneskers skæbne i deres hånd. De lod deres egen ideologi veje tungere end andre menneskers liv. Det var fuldstændig overrumplende, at noget så kynisk og grusomt kunne ske på det sted. Det, der skete den dag for 10 år siden, har trukket dybe spor efter sig Det er ikke for meget at sige, at det ændrede vores verdensbillede.

Terroristerne var drevet af fanatisme. Det ligger simpelthen i terrorismens væsen. Den kan ikke være nuanceret eller efter-tænksom eller tvivlende. Den, der udfører et terrorangreb er nødt til at være skråsikker i sin sag. Ellers ville han standse, inden det gik for vidt.

Det uhyggelige ved fanatismen er, at den nemt avler en fanatisme med modsat fortegn. Smerten og vreden og angsten får os til at sætte hårdt imod hårdt. Vi indleder kampen mod terror. Og heller ikke i den kamp er der plads til nuancer eller efter-tænksomhed eller tvivl. Den, der ikke er med os, er imod os. Fanatikeren - og her tænker jeg både på terroristen og på hans bekæmper - er døv og blind. Fanatikeren vil kun kende sin egen simple sandhed. Han vil ikke lade sig forstyrre af detaljer og nuancer. Han nægter at give plads til tvivlen. Fanatikeren lever i en begrænset verden, hvor kun en lille del af virkeligheden er synlig.

Vi er naturligvis alle sammen begrænsede i vores synsvinkel. Der er ingen af os, der kan rumme hele virkeligheden. Det giver sig selv. Men det gør os ikke nødvendigvis til fanatikere. Vi har alle sammen blinde pletter – og vi kan godt tåle at have blinde pletter, hvis bare vi er indstillede på at lade os forstyrre af den del af virkeligheden, som vi ikke har opdaget endnu. Det er det, fanatikeren ikke vil. Han sætter et værn op imod virke-ligheden. Han insisterer - aktivt og stædigt - på at holde fast i sin egen lille virkelighed. Og han vil oven i købet klemme alle andre ind i sin egen lille verden og påtvinge dem sin egen blindhed og døvhed.

Terrorismen rammer trods alt relativt få mennesker. Fanatismen er en meget større trussel. Vi står hele tiden i fare for at forsimple verden og putte vores medmennesker ind i kasser med bestemte etiketter på. Så holder mennesker op med at være mennesker. De bliver til papfigurer, som vi ikke behøver at forholde os til. Vi har vores meninger om dem – og de meninger ønsker vi ikke at lave om på. Det er fanatismens farlige døvhed.

I dagens evangeliefortælling hører vi om en døv mand, som bliver hjulpet hen til Jesus. Manden har været døv fra fødslen af. Og fordi han aldrig har hørt andre menneskers stemme, så har han også svært ved selv at tale og forme ordene. Så i realiteten er han ikke bare døv, men også stum. Stakkels mand. Han er udelukket fra de andres verden - og spærret inde i sin egen verden.

Jesus så på manden og sukkede, hedder det i fortællingen. Jeg hører det ikke som et opgivende suk. Jeg tror, det er et suk fuld af smerte. Et medlidende suk. Ligesom når det i andre situationer hedder, at Jesus fik medynk med den syge. I hvert fald hjælper Jesus straks manden ud af sygdommens fangenskab. Han åbner den døves ører og løsner hans tunge, så han umiddelbart kan være med i samtalen. Det er befrielse. Det er nyt liv. En helt ny glæde. Ikke bare den forhenværende døve, men også hans venner var overvældede af forundring. De drøner rundt og fortæller om det lykkelige, der er sket.

Her var det en konkret fysisk sygdom, Jesus helbredte. Andre gange er det en åndelig døvhed, som han åbner. Den åndelige døvhed kan være ligeså isolerende som den fysiske. Når Luther skulle beskrive, hvad synd er, så siger han, at det er menneskets indkrogethed i sig selv. Altså det at vi lukker os om os selv. At vi har nok i os selv. At vi ikke for alvor vil forholde os til vores omverden, men vender vrangsiden ud ad. Det menneske, der er indkroget i sig selv, er ligesom et pindsvin, der bliver angrebet. Det ruller sig sammen og vender piggene ud til alle sider. Der bliver fuldstændig lukket af for de bløde sider.

Hvis synden er vores indkrogethed i os selv, så er frelsen, at Jesus lukker os op og folder os ud. At han åbner vores døve ører og tillukkede hjerter, så vi bliver modtagelige og kan sanse hinanden. Når vi er åbne, så er vi selvfølgelig sårbare. Men vi er også sammen. Som den forhenværende døve og hans venner kan vi blive overvældede af forundring. For pludselig kan ind-trykkene fra en meget større verden nå os.

Vi kan glæde os over naturen og dens rigdom. Over høsten, der giver os føden. Over børnene, der kommer til. Over dem, der vokser op. Og meget mere kan vi glæde os over ...

Amen.