top-collage

Antependet i Rødding Kirke

Af Margit Pedersen, konservator Viborg Museum.
Oktober 2011.

broderi2
Lige til højre, når man går ind af døren til kirkerummet, hænger et lidt uanseeligt billede indrammet med glas for. Hvis man går tættere på, kan man se, at det er et broderet billede, der forestiller 32 personer stående i fire rækker i hver sin buegang. Det broderede billede er et alterbordsforhæng, et såkaldt antependium, men desværre er der i dag ikke meget tilbage af broderiets fordums pragt.

Vi kender ikke meget til antependiets historie før Rødding kirke fik det restaureret på Rosenborg Slot i 1931-34. Dette konserveringsarbejde inspirerede i høj grad den unge konfirmand Karen (gift Finch) til hendes mangeårige karriere som tekstilkonservator. Senere blev hun initiativtager til den særdeles velanskrevne tekstilkonserveringskole i Hampton Court Palace i England.

I 1982 var det igen nødvendigt med en konservering, og på Nationalmuseet blev antependiet skånsomt vasket og monteret på udvasket lærred og syrefrit pap dækket af plexiglas og UV film. . Nationalmuseet opfordrede samtidig kirken til at hænge antependiet, så det fik mindst muligt lys, da lyset bleger og nedbryder silken i broderiet.

Antependiet måler 78 x 90 cm og består af fint hørlærred med silkebroderi. Det må have prydet forsiden af et alter, enten relativt lille eller som en del af en større dekoration. Det er mest snavset og slidt for neden, hvilket vel er naturligt.

Antependiet viser fire rækker med arkadebuer med i alt 32 helgener afbilledet. Historikeren Tage E. Christiansen har allerede i 1953 identificeret de fleste, og selv med moderne fototekniker og forespørgsel til andre specialister, er det ikke lykkedes at identificerer dem alle. Ingen af helgene er lokale, f.eks. Viborgs Sct. Kjeld, hvilket ellers ville kunne pege på, at det er et lokalt arbejde. Både udformningen og valget af afbillede helgener peger på, at antependiet er fremstillet i det midt- eller sydtyske område engang sidst i 1400-tallet, altså ikke så lang tid inden reformationen, hvorefter helgenbilleder ikke længere var aktuelle. Man skal dog huske på, at der ikke i Danmark var billedstorm, som det kendes fra andre lande. Kalkmalerier og andre afbildninger forsvandt først når og hvis man af andre årsager satte istandsættelser eller ændringer i værk.

Antependiets arkadebuer med de 32 helgener er omkranset af blomsterranker og øverst ses Kristus som Verdensdommer.

På Viborg Museum har vi de seneste år udskiftet alle basisudstillinger, og i middelalderudstillingen på 2. sal ville vi lave et lille afsnit om tekstilhåndværk og klædedragt. Vi har ikke mange levn til dette afsnit: små stofstykker, en vævet vante og et stykke af en fløjshue. Vi har nogle klædeplomber, der fortæller om tekstil som handelsvare, og ikke mindst har nogle tekstilredskaber hovedsagelig fra Asmild Kloster: Tenvægte, synåle, slibesten til synåle, et par sakse og en glittesten. For at sætte lidt kulør på den lille udstilling og for at illustrere hvordan redskaberne kunne være brugt, valgte vi at rekonstruere et lille udsnit af antependiet fra Rødding Kirke. Samtidig kunne vi afprøve de forskelige broderisting og vi kunne give et bud på antependiets oprindelige farver. Kimi Sand, elev fra Textilseminariet i Viborg kastede sig over opgaven. Mens arbejdet stod på, sad hun i udstilling iklædt middelaldertøj og broderede, og rigtig mange kom forbi og fik en snak om projektet.

Hun skaffede hørlærred så lig originalen som muligt og valgte at kopiere et lille område med tre helgeninder. Mere vanskeligt var det at skaffe det rigtige silkebroderigarn, og det blev nødvendigt selv at indfarve en del af nuancerne. Desuden skulle der eksperimenteres lidt inden vi fandt den rigtige stinglængde og -tæthed. Alle figurerne er broderet med små frie sting eller splitsting, hvor ansigtstræk og draperinger ses af stingenes tæthed og retning. De store overflader er udført med lange sting i fladsyning og fastholdt af et broderet net, hvilket fint illustrerer arkadebuernes bygningsstruktur. Bund og baggrund er udfyldt med helt ensartede faste kontursting, der giver en god kontrast til de løsere motivsting.

Hele rekonstruktionsprocessen tog lang tid og blev ikke helt færdiggjort. I dag er det udstillet i broderirammen, og vi kan forestille os, at en af novicerne på Asmild Kloster lige har lagt sit håndarbejde fra sig.

Som sagt ved vi ikke meget om antependiets historie, og både oprindelse og datering er baseret på kvalificerede skøn. I Danmark er broderier fra middelalderen meget sjældne, mens der er en del pragtstykker i vore nabolande. Det ville være fantastisk at opnå mere viden om billedtæppet i Rødding Kirke. De første skridt er taget.

Pas godt på det og glæd jer over det, når I kommer i kirken.

 

Præsten og kirkekontoret

Kontakt præsten | Tlf. 86 65 10 11| Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hvad gør man | Dåb, bryllup, begravelse
Formularer | Fødsel, navneændring m.m.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard, tlf. 86 65 10 79
Løvel: Villy Bach, tlf. 86 69 93 56
Pederstrup: Anne B. Olsen, tlf. 86 69 94 97

Kontakt graverne

Rødding: Birgit Pluszek, tlf. 51 52 56 49
Løvel: Hans-Jørn Brøndum, tlf. 21 31 31 88
Pederstrup: Britta Rind, tlf. 86 64 23 40